Motiveres du af teamwork og udfordrende IT-projekter i miljøer med høj grad af isolation og høje krav til compliance, sikkerhed og dokumentation? Så har du chancen for at få en central rolle i et greenfield IT-miljø, der er unikt i størrelse, opgave og karakteristika!
Om os
Forsvaret står overfor en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Programmet for Digital og Operativ Transformation bygger derfor fremtidens digitale og datacentriske forsvar i samarbejde med de operative enheder.
Du bliver en del af Digital Backbone afdelingen, der står for den konkrete etablering af Forsvarets nye IT-platform, herunder eget netværk. Det er et IT-miljø, der er unikt i størrelse, opgave og karakteristika.
Om stillingerne
Vi søger erfarne, fagligt forankrede og initiativrige holdspillere til Network Operations og Management sektionen. Sektionen skal designe og implementere standardiserede netværk med managementplatforme samt bidrage til initial drift af det nye Digital Backbones netværk.
Du får et tæt samarbejde med især programmets ansvarlige for anskaffelse og initialdrift, og med alle afdelingens sektioner i forhold til indledningsvis- og endelig operativ kapabilitet. Derudover får du også et tæt samarbejde med projektledere fra Forsvaret og civile leverandører om alt fra projektdefinitioner til drift, vedligeholdelse og optimering.
Vi søger færdigheder inden for områderne:
- Datacenter- og enterprisenetværk: Design og drift af leaf-spine netværk; BGP, EVPN, VXLAN og MLAG; integration med computer og storage; netværksfejlfinding og performanceoptimering.
- Backbone og WAN: Design og drift af ISP/backbone-løsninger; MPLS, segment routing, OSPF/IS-IS og QoS; fiberinfrastruktur, WDM og peering; kapacitetsstyring og netflowanalyse.
- Sikker netværksinfrastruktur og SD-WAN: Konfiguration og drift af SD-WAN og AD-VPN; NextGen-firewalls, zone-segmentering, NAT og IDS/IPS; centraliseret logning og integration til SIEM; Site-Onboarding og Edge-netværk.
- Netværkssikkerhed og compliance: IPsec, MACsec, TLS og certifikathåndtering (PKI); design af sikkerhedsarkitektur og mikrosegmentering; loganalyse, hændelseshåndtering og compliance; automatisering og nøglehåndtering (HSM, Ansible).
- NetDevOps og infrastruktur-automation: Netværksautomation med Ansible, Terraform og NetBox; CI/CD, GitOps og pipeline-design; API-integrationer med netværks- og SDN-udstyr; versionsstyring og Roll-Back-mekanismer.
- Implementering, initialdrift og vedligehold af netværk og managementplatform.
- Design, udvikling og forvaltning af infrastruktur og managementlag på tværs af klassifikationsniveauer.
- Etablering og videreudviklingen af den samlede digitale infrastruktur i regi af Digital Backbone.
- Implementering af automatiserede og selvhelbredende processer, der sikrer proaktiv drift og høj tilgængelighed.
- Anvendelse af AI og Machine Learning til overvågning, fejlhåndtering og dokumentation.
- Teknisk sagsbehandling, teknisk dokumentation og faglig assistance til interne og eksterne projekt- og udviklingsarbejder.
- Site Surveys til vores andre lokationer, til samarbejdspartnere og til leverandører.
- Teknisk beredskab i forbindelse med initial drift af den skalerbare netværksstruktur.
- Kvalitetskontrol, herunder udarbejdelse af dokumentation og processer.
- Deltage i arbejde om arkitektur, sikkerhed, CI/CD og operationel excellence på tværs af platforme og projekter.
- Alle typer af opgaver, der sikrer og udvikler DOT’s mulighed for at operere.
- Planlægning af sektionens interne vedligeholdende uddannelse indenfor funktionsområderne.
Om dig
Din baggrund kan være mangeartet, men vi forventer, at du har solid viden om netværk og deres kontekst. Du kan have såvel en faglært erhvervsuddannelse som en kort-, mellemlang- eller lang videregående uddannelse. I alle tilfælde har du en klar teknisk IT-profil. Alternativt kan du dokumentere kompetencer og resultater indenfor tilsvarende områder og kontekst.
Uanset baggrund forventer vi, at du har flere års erfaring, herunder relevant og aktuel efter- og videreuddannelse indenfor dit felt. Er du nyuddannet med den rette profil, tilbyder vi dog den nødvendige oplæring, så du kan løse opgaverne.
Vi forestiller os, at du har erfaring i forhold til ovenstående opgaver og karakteristika i en vis skala fra miljøer med høj grad af isolation og høje krav til compliance, governance, dokumentation og kontrol. Erfaring du kan bringe i spil for sektionen, afdelingen og programmet.
Vi vægter faglighed højt, men er især interesseret i dine personlige kompetencer som kollega, og som repræsentant for afdelingen og programmet. Du bidrager til fællesskabet, og er med til at skabe tillidsfulde rammer for godt samarbejde i alle relationer.
Vi forventer du har kørekort til almindelig bil (kategori B).
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt såvel militært.
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit daglige arbejdssted er i Karup eller Aalborg. Du skal forvente jævnlig rejseaktivitet til alle vores lokationer.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionschefen Michael på telefon 5240 6556.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094.
Ansøgningsfristen er søndag den 27 maj 2026. Samtaler holdes løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI)
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flyvestation Aalborg, Thisted Landevej, 9430 Vadum
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/50ff19bf-f124-4088-9a3f-982eca650b6a